SF kræver handling mod forbudt pesticid

Hver tredje kartoffelmark i Danmark er sprøjtet med et stof, som er forbudt i EU. Miljøministeriet har givet dispensation til brug af stoffet siden 2020. Nu rejser SF sagen for miljøministeren. 

Dette er mærkningen på Reglone, hvilket er det navn Diquat forhandles under. Kilde: Vibeke Møller

Af Johanne Burgaard

Miljøstyrelsen har for andet år i træk givet danske kartoffelavlere dispensation til at bruge pesticidet Diquat, som ellers er forbudt i EU. Forbuddet trådte i kraft i februar 2020. Siden 2018 har det været klart for Miljøministeriet at Diquat ville blive forbudt. Alligevel er der ikke fundet alternativer. Den nuværende politiske aftale om pesticider udløber i udgangen af 2021, og forhandlingerne til den nye aftale starter i efteråret. Her SF handling på området om dispensation til giftige sprøjtemidler.  
”Danmark skal som minimum leve op til, hvad EU kræver af os”, siger han.

På 21.000 hektar af Danmarks i alt 62.000 hektar til kartoffeldyrkelse bliver pesticidet brugt.

EUs medlemslande kan søge om dispensation til at bruge stoffer, der ikke er EU-godkendt. For at få dispensation kræver det blandt andet, at der ikke fines andre alternativer til stoffet eller at landet står i en såkaldt nødssituation. Carl Valentin, miljø- og fødevareordfører i SF, rejser sagen overfor miljøministeren i et åbent spørgsmål. Han beder blandt andet ministeren om at fremsende den juridiske argumentation for at omgå forbuddet, samt at forholde sig til om der foreligger en nødsituation i retslig forstand.

Dovent arbejde

Rikke Lundsgaard fra Danmarks Naturfredningsforening er forarget over brugen af Diquat. 

”Det er simpelthen ikke i orden at økonomi kommer foran både menneskers og miljøets helbred. Økologerne kan godt finde ud af at dyrke uden Diquat, så de kan de konventionelle landmænd selvfølgelig også”, siger hun.

En af dem der er i gang med at undersøge alternative midler, er Peter Hartvig, forsker ved Institut for Agroøkologi ved AU. Han mener, at det lige nu er for let for landmændende at køre på dispensationerne, så derfor er der ikke for alvor gang i at tænke i de alternative metoder. 

”Hvis nu man overholdt EU-reglerne, og fjernede brugen af Diquat, ville landmænd og myndigheder blive tvunget til at finde alternativer. Det plejer at sætte skub i sagerne”, siger han. 

Han påpeger samtidigt, at der er fundet et alternativt produkt ved navn Pelagonsyre. Pelagonsyre er dog pålagt nogle pesticidafgifter og koster femten gange så meget som Diquat. 

SEGES og Landbrug & Fødevarer vurderer i deres ansøgning om dispensation ikke Pelagonsyre som værende et alternativ grundet den store prisforskel.

En af de landmænd, som har fået dispensation til at bruge Diquat i sine afgrøder, er Phillip Schmidt. Han driver 110 hektar kartoffelbrug i Grenaa, og producerer hvert år i alt 5250 ton kartofler til melproduktion og læggekartofler. Han mener, at hans virksomhed godt vil kunne overleve uden brug af Diquat, men at det vil være en besværlig og dyr affære. 

”Vi vil kunne tage toppene af kartoflerne mekanisk, men det stiller store krav til, hvordan vi lægger kartoflerne i jorden, når de sås. Det vil kræve mere tid og dyrere udstyr end det, vi har nu. Min virksomhed vil godt kunne overleve uden Diquat, men det er effektivt, og jeg følger jo bare reglerne”, siger han. 

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor længe det er muligt at få dispensation for et ikke-godkendt pesticid. 

Til de nye forhandlinger

Carl Valentin går gerne ind i kampen, når den nye aftale om pesticider skal forhandles. I et skriftlig svar belyser han sin egen løsning på problemet:

”Jeg synes jo løsningen er simpel. Vi skal stoppe med at give dispensation. Diquat er et bekvemmelighedspesticid, som gør det lettere at planlægge høsten og får kartoflerne til at se pænere ud. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde er nødvendigt”, siger han.

FAKTABOKS
Hvad er Diquat?
Diquat, som findes i midlet Reglone, sprøjtes over markerne, når kartoflerne har den rette størrelse. Midlet får den grønne top på planten til at visne, og derved stopper kartoflen med at gro, men danner i stedet mere skind. Det tykkere skind beskytter kartoflen mod slag og sygdomme ved høst. Det bruges især ved læggekartofler og kartofler som skal sælges videre til produktion af for eksempel chips og kartoffelmel.
Produktet bærer symbolet, et dødningehoved, for akut gift. Symbolet bruges på produkter som er giftige og potentielt livstruende ved alle eksponeringsveje dvs. gennem hud, mund og indånding.
Det er ikke direkte farligt for mennesker at spise de sprøjtede kartofler. Det er farligt at arbejde med i sprøjtningsfasen samt for de dyr der lever i og omkring markerne under sprøjtningen.

Arbejdsmarkedets parter holder fast: uddannelsessystemet skal ikke laves om

Antallet af danske unge, der gennemfører en erhvervsuddannelse, er for få. Det danske arbejdsmarked kommer i 2025 til at mangle cirka 70.000 faglærte fordelt på forskellige områder. Arbejdsmarkedets parter vil sætte ind i folkeskolen og på gymnasierne.

De dansk erhvervsuddannelser har retninger i alt fra kontor til tømrer
Foto: Johanne Burgaard

Af Johanne Burgaard

De danske erhvervsuddannelser står snart i en dyb krise. Antallet af faglærte er for få. Det er alle involverede parter enige om. Men hvordan krisen skal løses, er de ikke enige om. Regeringen lavede i forbindelse med erhvervsskolereformen i 2015 en målsætning om, at i 2020 skal 25 procent af danske unge vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. I 2025 skal tallet være oppe på 30 procent. Tallene i 2020 ligger på beskedne 19,4 procent.

Arbejdshandskerne skal på, skuden skal vendes. Hvordan landet fremover skal sikre en højere ansøgnings- og gennemførselsprocent, er der delte meninger om. 

Norge har knækket koden

I Norge søger halvdelen af en ungdomsårgang ind på en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Det er godt 30 procent flere end i Danmark. Forsker i erhvervsuddannelse og frafald på uddannelser i Norge, Torgeir Nyen, peger på, at det, der virker i Norge, er, at det er relativt let at vælge om undervejs. Samt at de indledende forløb er længere, så de unge får snust til flere retninger, inden de skal lægge sig fast. Når man søger ind på en erhvervsuddannelse i Norge, er man ikke fastlåst fra start. Man har muligheden, efter to års erhvervsrettet skoleforløb, for at skifte til et studieforberedende år, der giver de samme adgangsgivende muligheder som en gymnasial uddannelse. Dermed har man muligheden for at teste sin interesse for det erhvervsfaglige af, uden at have taget et ’valg for livet’. 

”Dørene er mere åbne i det norske system end det er i Danmark”, siger han. 

Samtidig peger han på, at den offentlige debat om erhvervsuddannelserne har været meget positivt præget de seneste år.

Kilde: uddannelsesstatistik.dk og utdanningsdirektoratet.no

Et dårligt ry

Vender man tankerne over mod de danske erhvervsuddannelser, har de erhvervet sig et anderledes ry end de gymnasiale ungdomsuddannelser. Mødet med begreber som taberskole og hvis-bare-man-kan-bruge-hænderne-kan-man-lægge-hovedet-under-armen, er ikke en sjældenhed, hvis man spørger Dansk Industris erhvervsuddannelseschef, Lone Folmer.

”Rygtet om at være et sted for alle dem, der ikke er ”gode” nok til gymnasiale uddannelser, er noget, vi har kæmpet med i mange år”, siger hun, og peger samtidig på, at det kunne være noget af det, der afholder en del unge fra at ansøge.

”Det er en misforståelse, at hvis bare du kan bruge hænderne, så kan du klare en erhvervsuddannelse. Det er den opfattelse, jeg møder ude i samfundet, men jeg er ikke enig i, at det er realiteten”, siger hun. 

Christian Helms Jørgensen, professor fra Roskilde Universitet med speciale i uddannelser, stemmer i. Ifølge ham er erhvervsskolernes lave status i dag et resultat af en politik, der blev ført op gennem 90’erne og 00’erne. En politisk målsætning lød, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle tage en ungdomsuddannelse. Det mener han gik ud over erhvervsskolerne, som skulle tage dem ind, der ikke kunne gennemføre en gymnasial ungdomsuddannelse.  

”Det gav en masse unge, som måske slet ikke var klar til at tage en uddannelse, men fra politisk side død og pine skulle i gang. De blev tvunget ind på erhvervsuddannelserne, ikke på gymnasierne”, siger han. 

”Rygtet om taberskolerne er en utilsigtet konsekvens af den målsætning, som sikkert havde gode hensigter. Konsekvenserne ser vi bare først i dag, og mange erhvervsskoler opfatter også sig selv som kommunens skraldespand”, siger han, og pointerer at ’taberskole’ ikke er et ord, han ynder at bruge, men noget, han har mødt fra erhvervsskolerne selv. 

Det er altså ikke kun udenfor skolernes mure, at opfattelsen hersker. 

”Groft sagt lyder rygtet, at skal du blive til noget, skal du læse en akademisk uddannelse”, siger Christian Helms, hvilket møder opbakning fra Lone Folmer.

Et spørgsmål om tid

Inden de unge, som så vælger en erhvervsuddannelse, starter, skal de vælge en retning i grundforløbet. Der findes fire forskellige i Danmark. Efter enten 20 eller 40 uger, alt afhængigt om de starter efter grundskolen eller senere, skal valget mellem 102 uddannelser med over 300 specialiseringer træffes, og eleven fortsætter på hovedforløbet. Hvis de vel og mærke har fundet en praktikplads. Eleven skal på egen hånd ud at finde den praktikplads. Findes praktikpladsen ikke, tilbyder nogle uddannelser skolepraktik. Skolepraktik er praktisk arbejde på skolen i stedet for en virksomhed, og eleven får SU i stedet for elevløn. I Danmark er elevens løn under uddannelse betalt af den virksomhed, eleven indgår en praktikaftale med. 

På visse uddannelser er der indført kvoter, for at sikre, at dem, der ikke selv kan finde en praktikplads, kan få skolepraktik. Der optages ikke flere elever på hovedforløbet end de pladser, der er skolepraktik til. Hvilket alt andet lige afholder nogle fra at komme ind på deres drømmeerhvervsuddannelse.

Eleverne står altså ude i en virksomhed indenfor et år efter, de startede. Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, ser dette som en styrke i det danske uddannelsessystem. 

”Langt de fleste unge, som tager vores uddannelser, orker ikke at se frem til endnu to års skoleforløb som i Norge, inden de kommer ud i marken”, siger han. 

Formand for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, er ikke helt enig i den teori. Han mener, at de valg, man skal træffe, når man starter på en erhvervsuddannelse, er så store og afgørende, og kommer med så korte intervaller, at det er svært at for unge mennesker at tage stilling til. De mangler, ifølge ham, noget tid til i højere grad at udforske, hvad de gerne vil. Og til at være unge. Det er den tid, de køber ved at vælge gymnasiet.

”Giv dem noget introduktion og noget ungeliv i starten, put nogle gode kompetencer og erfaring på. Det kunne passende tage to år. Så kan man i sidste halvdel af uddannelsen begynde at specialisere sig på en af de 300 trin og søge praktik”, siger han.  Det vil give erhvervsuddannelserne noget af det ungdomsliv, de gymnasiale uddannelser har, og vil ifølge ham kunne trække flere unge mennesker mod de erhvervsfaglige fag.

Både Christian Jørgensen og 3F’s uddannelseskonsulent, Claus Eskesen, er enige i, at de unge mangler tid. Begge peger på, at en del af løsningen kunne være at gøre grundforløbene dobbelt så lange, som de er nu. 

I 3F mener de, at den modningsproces også kan ske på en anden måde. Til sommer bliver det indført, at de gymnasiale uddannelser må vejlede elever til at tage en erhvervsuddannelse efter de har fået studenterhuen på. Det har ikke været tilladt tidligere. I 3F, Dansk Metal og DI er det et kæmpe skridt på vejen, og alle forventer, at det vil give nogle flere elever på erhvervsuddannelserne på sigt. 

”Vi er gået lidt væk fra, at det alene skal være de unge, der søger ind. Vi skal bare have flere faglærte, og så er det faktisk af mindre betydning, hvor gamle de er”, siger Claus Eskesen. 

Men at få elever gennem f.eks. en STX for derefter at starte på en erhvervsuddannelse, mener formanden for Danske Erhvervsskoler ikke, er et realistisk sted at sætte ind. 

”Det kommer ikke til at flytte det store. Jeg kan ikke se, hvorfor de fleste ikke skulle starte direkte på de videregående erhvervsakademier i stedet for at tage endnu en ungdomsuddannelse”, siger han. Ifølge ham burde hele det danske ungdomsuddannelsessystem nytænkes fuldstændigt, og de unge burde have nogle meget mere parallelle og integrerede skoleforløb, inden de skulle tage en beslutning. ”De ville nedbryde myterne om hvordan hinandens uddannelser ser ud, og det ville få langt flere til at få øjnene op for flere uddannelser”, siger han. Han er tilhænger af den norske uddannelsesmodel, men kan samtidigt godt forstå, at det ville kræve nogle alt for store ændringer af det danske system til at være en realitet. ”Man har vel love at ønske”.

Med hammer og mejsel i folkeskolen

For at øge interessen for de erhvervsfaglige uddannelser, er folkeskolen et meget vigtigt og afgørende sted at sætte ind, mener både a- og b-siden af arbejdsmarkedets parter. 3F, Dansk Metal og Dansk Industri ser folkeskolen som den afgørende rekrutteringsbase. 

”Folkeskolerne og erhvervsskolerne skal være bedre til at arbejde sammen. Vi skal give de unge muligheden for at tage en beslutning på et oplyst grundlag, det mener jeg ikke eksisterer i dag”, siger Kasper Palm. 

Alle tre organisationer mener, at der er for lidt praksisorienteret undervisning i grundskolen, som den ser ud i dag. Når der arbejdes med vinkler i matematik, kan det lige så godt blive testet i virkeligheden i stedet for kun på papir. 

”Det er svært at forestille sig et praktisk, erhvervsfagligt fag, hvis man aldrig har prøvet det. Og det er ikke udelukkende et fag i sig selv, det er en måde at undervise på”, siger Lone Folmer, og fortsætter ”der er så mange andre måder at undervise på end røv-til-bænk, og vi vil meget gerne have et tættere samarbejde med grundskolen”. 

Dette samarbejde er sat op i et nyt tiltag kaldet Åben Virksomhed, som, som navnet antyder, inviterer eleverne ud på virksomhederne. Samtidigt er der udarbejdet komplet undervisningsmateriale i et forløb, som implementeres i grundskolen, og lever op til folkeskolens læringsmål. At det ikke er taget ind af flere folkeskoler, er et tegn på manglende samarbejdsvillighed, mener Dansk Metal og DI. Christian Jørgensen og Lars Konuv er ikke uenige, og de mener også, at en del af arbejdet ligger i folkeskolen. De er om end ikke på samme måde overbevist om, at det er dét, der vender skuden. Ifølge dem skal skuden vendes i erhvervsuddannelsernes opbygning, mens arbejdsmarkedets parter spejder i ud horisonten.

Explainer af Johanne Burgaard
https://www.youtube.com/watch?v=VBVp8nuJjro

Ny aftale i Region Midtjylland skal sikre psykisk sårbare borgere bedre hjælp

Sociolancen i Region Midtjylland bliver erstattet af en ny aftale, der træder i kraft 1. april 2020

Johanne Burgaard Hansen

Den midtjyske sociolance var ikke effektiv nok i forhold til omkostningerne. Det siger Karin Holland, kommunal medformand for aftalen fra Horsens kommune. 

Man fristes til at sige, at det fordyrende mellemled er fjernet. I den nye aftale er der ingen social akutenhed, men hjælpen kommer inden fem hverdage. 

Så er det op til den enkelte kommune, hvor hurtigt de kan sætte ind, siger formand for psykiatri og socialudvalget, Jacob Isøe. 

Kommunerne skal tage ansvar

Pr. 1. april er det op til kommunerne at finde det rigtige tilbud til den borger, der har ringet 112 for hjælp. Præhospitalet, der modtager 112-opkald, skal underrette de enkelte kommuner, hvis de har en borger med en psykisk problemstilling. På baggrund af præhospitalets henvendelse, skal kommunen rette henvendelse til borgeren og derfra finde det rigtige kommunale tilbud. Dette skal ske indenfor 5 hverdage. 

Er borgeren selvmordtruet rykker der en ambulance ud med det samme.

Uenighed om forbedringer

Ifølge oversygeplejerske på Præhospitalet i Region Midtjylland, er den nye aftale bedre end den gamle. Mellemleddet mellem præhospitalet og kommunernes tilbud, forsinkede processen for at få give borgeren den rette hjælp. 

”Beredskabet i Sociolancen kunne ikke tage stilling til, hvad det bedste tilbud i hver af de 19 kommuner var. Beredskabet var fra regionen og ikke fra kommunerne og havde derfor ikke den samme viden om hver enkelt kommunale tilbud, som kommunerne selv har”, siger Elin Høymark. 

I Horsens kommune er synet på den nye aftale et andet. ”Den nye aftale er ikke en direkte forbedring for borgerne, den gamle var for dyr og der var ikke brug for den i det omfang, man havde regnet med”, siger Karin Holland.

Sociolancen i korte træk

Fra efteråret 2016 til udgangen af 2019 kørte Sociolancen som et projekt i Region Midtjylland. Ombord var en socialrådgiver og en sundhedsfaglig fra Præhospitalet. De tog i nogle tilfælde ud til borgere, der ringede 112, og i andre tilfælde havde dem i røret. Sociolancens folk indledte det udredende forløb om, hvilket socialt tilbud borgeren skulle i. 



Formand for psykatri- og socialudvalget, Jacob Isøe, i et interview om regionens syn på den nye aftale



I videoen ses formand for psykatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jakob Isøe, om hvad han mener om den nye aftale. 
https://www.youtube.com/watch?v=_1JwRba2CQY

Excelforløb 2

Flydende inddeling, farverne er for tæt på hinanden
inddelt i 10’ere. Ser meget dyrt ud mange steder

inddelt i 4 fordi skide godt

Her er mit endelige kort

Denne aldersgruppe får klart flest hovedskader

De unge mellem 18 og 24 år er den aldersgruppe i Danmark, som hvert år får flest hoved- og halsskader, viser tal fra Danmarks Statistik. Rådet for Sikker Trafik sætter ind på området. 

Kilde: Scanpix
Cyklister ved Dronning Louises Bro. Kilde: Scanpix

Af Johanne Burgaard

Hvert år scorer de unge højst i skader på hoved og hals forårsaget i trafikken. 490 tilfælde blandt 18 til 24-årige blev registreret i 2018. Samtidig er det den gruppe, der bruger cykelhjelmen mindst. 
En cykelhjelm halverer risikoen for at få en alvorlig hovedskade ved styrt med 50%.

Lidt under hver tredje ung spænder hver dag hjelmen, når de sætter sig op på cyklen, viser en undersøgelse blandt 11.000 personer lavet af Rådet for Sikker Trafik. 
Efter en rundspørge blandt ikke-hjelm-brugere på DMJX i Aarhus, svarer de studerende i denne aldersgruppe, at det er for dyrt at købe en cykelhjelm, når man er på SU.

Martin fra Aarhus skyder ikke skylden på pengene: ”Jeg har faktisk ikke nogen god grund til ikke at bruge cykelhjelm, jeg har bare ikke lige fået det gjort”, siger han.

Vil vende tendensen

Rådet for Sikker Trafik er opmærksom på denne tendens. 

”Vi kører en kampagne nu, hvor vi tager ud på de forskellige uddannelsesinstitutioner, laver en pop-up shop og sælger gode cykelhjelme til 150 kr. Det er blevet væltet ned, det er helt sindssygt,” siger Pernille Sølund, chefkonsulent for Rådet for Sikker Trafik.
Deres tiltag viser at de unges vilje til at købe en cykelhjem er der, det skal bare være nemt og billigt at få fat i den. 

De unge fra DMJX erklærer sig enige i den erfaring, som RST har oplevet. Flere siger ja til at sådan et tiltag ville få dem til at købe en hjelm.

Ikke så slemt igen

Generelt er tallene for hovedskader faldende og brugen af cykelhjelm stigende siden 2012 for alle aldersgrupper. De unge følger bare ikke helt med de andre aldersgrupper i udviklingen. 
En cykelhjelm halverer risikoen for at få en alvorlig hovedskade ved styrt med 50 procent.

Grafik lavet af os
Grafik baseret på tal fra Danmarks Statistik
Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Retsreportage: En konflikt mellem to bekendte ender som retssag – og noget med en pistol

Aarhus: Onsdag blev en 24-årig mand tiltalt i retten for bl.a. forsøg på indbrud, være i besiddelse af peberspray og hash, at råbe racistiske ting til politiet, bære kniv og stjæle penge fra kassen i Rema 1000.

Vidne anklager tiltalte, selvom han ikke så ham

Den ældste sag er snart to år gammel. Det fandt sted den 17. december 2017. 

A var den dag ude at køre i sin bil sammen med en kammerat. De holdt for rødt i krydset ved Åboulevarden og ved siden af dem, trak en sølvgrå bil op på siden. 

”Vi sidder bare stille og roligt og snakker, og pludselig kommer der peberspray ind ad vinduet, mine øjne sveg helt sindssygt”, forklarer A, da han af anklageren bliver spurgt ind til episoden i bilen. 

Et af vidnerne i sagen er en politibetjent fra Østjyllands Politi. Han var i nærheden og blev kontaktet af en ældre dame, som så A og hans kammerat med peberspray i øjnene. Det fremgår ikke af sagen, om den ældre dame var til stede i gerningstidspunktet. Politibetjenten bekræfter, at der var peberspray i bilen, og kører, da der er kommet ro på situationen, A og kammeraten på skadestuen for at få øjnene skyllet. Der optræder billeder fra skadestuen af A og kammeraten. A baserer sin anklage på, at ham og den tiltalte tidligere har haft en intern konflikt. Han så ham dog ikke i gerningstidspunktet, fordi ”jeg så ikke noget, jeg kunne jo ingenting se”. 

Kammeraten i bilen udtaler i retten, at han ikke kan huske noget fra situationen eller fra skadestuen.

Med elefanthuer og plastikpistol

Den 24-årige er også tiltalt i retten for at forsøge på indbrud i nogle garager i et villakvarter i Risskov.

I sommeren 2018 mistede den 24-årige efter sigende sin telefon efter en længere knallerttur til Risskov. Han forklarer, at han var ude at køre med en ven, og da de kom tilbage, opdagede de, at telefonen var væk. De vendte tilbage til området, denne gang i bil. 

Vennen, som er vidne i sagen, bekræfter, at de var vendt tilbage til området for at lede efter telefonen. 
”Jeg vidste godt, at der var knallerter i garagerne, men vi prøvede ikke at stjæle dem, vi ledte bare efter telefonen”, siger vennen, som anklageren påpeger, tidligere er frifundet for indbrudsforsøg. Politiet finder dem på stedet og anholder dem. Sigtelsen for indbrudsforsøg hviler på, at politiet under anholdelsen, i den 24-åriges lommer, finder handsker, elefanthuer. Og en sort legetøjspistol. Den 24-årige hævder, at det var hans søns legetøjspistol, men kan ikke argumentere for, hvorfor han har den i lommen. Andet end at han tit render og rydder op efter sin søn. Huerne og handskerne skyldes den tidligere knallerttur. Forsvareren har ingen indvendinger til sagen. 

Udsat endnu en gang

”Sagen har taget en anden drejning, end jeg havde forventet”, siger anklageren og bruger det som argumentation for at indkalde nye/flere/yderligere vidner i sagen. Det vil betyde udsættelse af sagen, som ønskes afsluttet fra forsvarerens side. Hun protesterer mod at indkalde vidnerne og mener ikke, at det kan bidrage til noget afgørende i sagen. Efter dommerenes votering bliver sagen udsat til 1. maj 2020, og den tiltalte kan forlade stedet uden yderligere konsekvenser.

Når tre bliver til fire – og til tre igen: En mors fortælling

Foto fra Tildes begravelse i Hjerting Kirke. Privatfoto.

”I kan ikke hejse hende derned, min lille pige, det kan I ikke…”

Det er en kold dag i slutningen af januar, og sneen ligger som et dække over den kolde jord. Henover hullet i jorden ligger nogle planker, og netop disse planker skal bruges til at hejse den lille kiste ned i jorden. Rundt omkring står Tildes familie samlet. En familie, som har mistet et medlem alt for tidligt. Det er Helles egne ord. Helle er Tildes mor, og den dag i januar står skarpt i hendes hukommelse. Det vil den altid gøre. 

Det hele startede med at Tilde begyndte at skele på det ene øje. En ting, som en del børn oplever i løbet af barndommen. Det kan trænes væk med øvelser og plaster for øjet, hvilket Tilde og hendes familie også fik besked på at gøre. Lige lidt hjalp det. En del lægebesøg rigere, gjorde dem ikke klogere og skulle på sigt vise sig at gøre dem en hel del fattigere.
”Vi tog til lægen igen igen, og jeg luftede idéen om, om det kunne være noget med hendes hoved. Hvis det var tilfældet, skulle hun indlægges og scannes”, fortæller Helle.
Og det blev hun. Det var en torsdag over middag. Helles mand kører hjem og henter deres andet barn i dagpleje på vejen, og Helle bliver på sygehuset sammen med Tilde. Næste formiddag rammer beskeden dem som en hammer: ”Det er ikke sikkert, at I har hende til aften. Og det vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, det sparker vi til Odense.” Helle tager hånden op for munden og kigger skråt ud i luften. Der bliver stille lidt. Det er en besked, som hun og hendes mand Kent aldrig glemmer. For det første at få sådan en besked om sit barn på fire år, for det andet at få den leveret på sådan en måde. 

Kemoterapi

På børneafdelingen H2O på Odense Universitetshospital møder en helt anden besked dem. Personalet beder dem tage den med ro og forsikrer dem, at de stadig har hende til aften. I løbet af ti dage, bliver der lagt en behandlingsplan til Tilde. Hun har en tumor på hjernestammen og hun skal have kemoterapi de næste 32 hverdage. Kemoterapien hjælper. Det får tumoren til at skrumpe, som når en blomme bliver til en sveske, og Tilde får sin energi tilbage. Hun holder op med at skele på øjnene, hun kan synke og tale igen, er glad og kan lege næsten ligesom de andre børn. Hun kom jo tilbage til os, siger Helle, hun blev Tilde igen. 
Familien bliver inviteret med til Mallorca af et vennepar, og ferien er fantastisk for både børn og voksne. Ingen kunne se på Tilde, at hun lige havde været så syg, at hun knapt kunne gå eller tale. ”Det gav os håb, vi havde altid håb indtil andet var bevist”, siger Helle.

Ser du det samme, som jeg ser?

Det er oktober, og familien er ude at gå tur. Foran løber Tilde. Helles øjne opfanger hurtigt, at noget ser besynderligt ud. Tildes ene ben trækker lidt skævt. Hun tænker på, om Kent også har set det, men ingen turde sige det højt.
Ikke lang tid efter er de på tur igen, og det er tydeligt at Tildes gang har ændret sig. Ser du det samme, som jeg ser, spørger Helle denne gang sin mand. De kigger hinanden i øjnene, og er begge enige: ja, det gør han. 
Tumoren vokser igen og denne gang er kemostråling ikke en mulighed. Det vil Tilde ikke overleve. Karlsen, Tildes læge fra OUH, har nogle kemopiller fra USA, som de kan prøve at give Tilde. Han kan ikke garantere noget.
”Vi kunne kun sige ja. Der var ikke mere at gøre for hende, her fik vi en chance til”, siger Helle. 

Pillerne var stærke, meget stærke. Helle skulle stå inde i stuen og kigge ind gennem de to glasdøre til køkkenet, hvor Kent stod med handsker og mundbind på, og blandede pillernes indhold op med juice. Fordi Helle var gravid, måtte hun ikke være i samme rum, når pillerne blev åbnet. Dampene derfra kunne skade hendes ufødte barn. Hun tager igen hånden op for munden og kigger skråt ud i luften

”Værsgod, drik det min pige… at se sin lille pige drikke det der, det var helt forkert, det var forfærdeligt”, siger hun med et blik i øjnene, som fortæller mig, at hun kan gense situationen for sig.

Tilde bliver gradvist dårligere. Det er nytårsaften mellem år 1999 og 2000, men der er intet at fejre. Familien går i seng efter at have spist aftensmad, og det store millennium-år er blot en streg i sandet. De ved, at tiden render ud, men ingen ved hvor hurtigt. 

Tilde skulle selv bestemme

Det fandt de ud af ti dage efter. Helle og Tilde sov sammen hver eneste nat. Men denne nat var ikke som de andre nætter. Omkring klokken to vågner Helle af ”av, av, mor, aaav”. Det er Tilde, der råber. Inden Helle rigtig når at gøre noget, forsvinder Tilde ud af bevidsthed. Hendes læber bliver blå, og hun er væk. 

”Jeg sad med hende, Tilde, Tilde, Tilde! Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun døde der. I sådan en situation får man kræfter, man slet ikke vidste, at man havde”, fortæller Helle. 
I værelset får Kent ved hjælp af mund-til-mund pustet liv i deres datter igen. Hun liver op, og hun trækker vejret, men hun er ikke ved bevidsthed. Imens ringer Helle til ambulancen. 

På sygehuset bliver Tilde scannet. Hun har fået en hjerneblødning, og det var det, der gjorde ondt.

En respirator holder liv i det 5-årige barn, mens familien bliver samlet. Hun er hjernedød, men respiratoren holder gang i hendes krop. En fælles beslutning lyder på at slukke for respiratoren og lade Tilde vælge selv, om hun vil leve eller have fred. Helle fortalte sin datter flere gange, at det var okay at give slip på livet.

”Hvis døden kan være fin, så var den det her. Hun sov helt stille ind, og hun havde selv valgt, at det var det rigtige”, siger hun.

Det værste, der kunne ske, var sket. Busserne kørte forsat udenfor vinduet, men verden stod stille.  

Farvel for sidste gang

Det er den 24. januar år 2000. De brune bænke i kirken er optaget af familiemedlemmer og langs gulvet ligger blomster. Blomsterne danner en vej op mod den lille, hvide kiste, som står hævet over jorden. Normalt har en kiste tre håndtag på hver side, denne har kun plads til to. De små kister er de tungeste, lyder præstens ord. Det er Kent og tre andre familiemedlemmer, der bærer den ud til gravstedet. Bagved går Helle. Hun prøver i hvert fald. Hendes ben har svært ved at gå fremad, kræfterne er væk. At sætte det ene ben foran det andet er næsten umuligt. Med farmor under den ene arm og mormor under den anden, kommer Helle ned til graven, hvor Tilde skal begraves. 

Sneen dækker den kolde jord, der er pyntet med blomster og gran, og henover hullet ligger de planker, som skal hejse Tilde ned. Rundt om står en familie, som har mistet et medlem alt for tidligt. Tildes kiste er placeret på toppen, og efter en rum tid bliver plankerne langsomt fjernet. ”I kan ikke hejse hende derned, min lille pige, det kan I ikke…” 

Blottet i en ny by

Liv er flyttet til den anden ende af landet, familien er efterladt og studielivet starter for alvor. Hun er flyttet sammen med en fremmed og udfordringerne løser hun med oprejst pande. Men det er ikke uden overvejelser.
Af Johanne Burgaard Hansen

Liv Kastrup på Journalisthøjskolen i Aarhus. Hun skal læse til fotojournalist.

Hver sommer flytter tusindvis af unge til den modsatte ende af landet. For mange betyder det at rykke teltpælene op og starte forfra i en ny by. Liv Møller Kastrup er 21 år og er flyttet fra et etableret liv i København til en ny form for Liv i Aarhus. 

Det betyder ny by, ny bolig, ny hverdag og nye bekendtskaber.

Den nye hverdag kommer primært til at foregå på Journalisthøjskolen, hvor hun skal gå de næste tre et halvt år. På Sjælland bliver familien boende, og begrebet hjem er derfor under stor forandring for hende. 
”Min opfattelse af hjem er for første gang under omsadling. Jeg er ved at skabe mit eget hjem, og det er da en helt ny ting end, at det er skabt for mig,” siger hun og smiler lidt usikkert.

Fra fremmed til bofælle
Mange unge er ved at skabe nye hjem for tiden. Hvad enten det er alene, sammen med en roomie, sammen med en kæreste, på kollegie, i et kollektiv… Mulighederne er mange. 

Liv er flyttet sammen med en roomie, og livet i den lille lejlighed går overraskende godt. Hun har været heldig, mener hun selv. 

Noget af forklaringen ligger måske i hendes tilgang til dét at flytte sammen med et andet menneske.
”Jeg var nok meget afslappet fordi jeg havde sagt til mig selv, at nu flytter jeg ind, og så må jeg finde et sted senere, hvis ikke det er godt.”

De to piger bor på 55 kvadratmeter, og selvom det kan blive tæt med et fremmed menneske, er rammer også noget af det, som har hjulpet Liv meget. At føle sig afslappet vægtes højt i hendes hjem, så en af de konkrete ting, hun har gjort i den nye lejlighed, er at tage hyggetøj på om aftenen. Det fjerner på en måde den facade, som man let kan have overfor nye mennesker. 

Vi lister os afsted på tå
Liv har bevidst valgt at smide listeskoene, gå lidt tæt på og tidligt bryde nogle af de grænser der godt kan være i starten. 

”I går satte jeg mig f.eks. ind på min roomies værelse og talte i telefon med min gode veninde” siger hun.
En handling som for mange kunne være grænseoverskridende, men Liv argumenterer for den med ønsket om, at hendes roomie kunne finde på at gøre det samme. Hun håber at sådanne handlinger kan vise gensidig afslappethed og på den måde hurtigere danne rammerne for et nyt hjem med et nyt menneske.