Retsreportage: En konflikt mellem to bekendte ender som retssag – og noget med en pistol

Aarhus: Onsdag blev en 24-årig mand tiltalt i retten for bl.a. forsøg på indbrud, være i besiddelse af peberspray og hash, at råbe racistiske ting til politiet, bære kniv og stjæle penge fra kassen i Rema 1000.

Vidne anklager tiltalte, selvom han ikke så ham

Den ældste sag er snart to år gammel. Det fandt sted den 17. december 2017. 

A var den dag ude at køre i sin bil sammen med en kammerat. De holdt for rødt i krydset ved Åboulevarden og ved siden af dem, trak en sølvgrå bil op på siden. 

”Vi sidder bare stille og roligt og snakker, og pludselig kommer der peberspray ind ad vinduet, mine øjne sveg helt sindssygt”, forklarer A, da han af anklageren bliver spurgt ind til episoden i bilen. 

Et af vidnerne i sagen er en politibetjent fra Østjyllands Politi. Han var i nærheden og blev kontaktet af en ældre dame, som så A og hans kammerat med peberspray i øjnene. Det fremgår ikke af sagen, om den ældre dame var til stede i gerningstidspunktet. Politibetjenten bekræfter, at der var peberspray i bilen, og kører, da der er kommet ro på situationen, A og kammeraten på skadestuen for at få øjnene skyllet. Der optræder billeder fra skadestuen af A og kammeraten. A baserer sin anklage på, at ham og den tiltalte tidligere har haft en intern konflikt. Han så ham dog ikke i gerningstidspunktet, fordi ”jeg så ikke noget, jeg kunne jo ingenting se”. 

Kammeraten i bilen udtaler i retten, at han ikke kan huske noget fra situationen eller fra skadestuen.

Med elefanthuer og plastikpistol

Den 24-årige er også tiltalt i retten for at forsøge på indbrud i nogle garager i et villakvarter i Risskov.

I sommeren 2018 mistede den 24-årige efter sigende sin telefon efter en længere knallerttur til Risskov. Han forklarer, at han var ude at køre med en ven, og da de kom tilbage, opdagede de, at telefonen var væk. De vendte tilbage til området, denne gang i bil. 

Vennen, som er vidne i sagen, bekræfter, at de var vendt tilbage til området for at lede efter telefonen. 
”Jeg vidste godt, at der var knallerter i garagerne, men vi prøvede ikke at stjæle dem, vi ledte bare efter telefonen”, siger vennen, som anklageren påpeger, tidligere er frifundet for indbrudsforsøg. Politiet finder dem på stedet og anholder dem. Sigtelsen for indbrudsforsøg hviler på, at politiet under anholdelsen, i den 24-åriges lommer, finder handsker, elefanthuer. Og en sort legetøjspistol. Den 24-årige hævder, at det var hans søns legetøjspistol, men kan ikke argumentere for, hvorfor han har den i lommen. Andet end at han tit render og rydder op efter sin søn. Huerne og handskerne skyldes den tidligere knallerttur. Forsvareren har ingen indvendinger til sagen. 

Udsat endnu en gang

”Sagen har taget en anden drejning, end jeg havde forventet”, siger anklageren og bruger det som argumentation for at indkalde nye/flere/yderligere vidner i sagen. Det vil betyde udsættelse af sagen, som ønskes afsluttet fra forsvarerens side. Hun protesterer mod at indkalde vidnerne og mener ikke, at det kan bidrage til noget afgørende i sagen. Efter dommerenes votering bliver sagen udsat til 1. maj 2020, og den tiltalte kan forlade stedet uden yderligere konsekvenser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *